Afleveringen
-
For første gang nogensinde bliver det glitrende Miss Universe-diadem nænsomt placeret på hovedet af blonde, danske slangekrøller. 21-årige Victoria Kjær Theilvigs perfekte symmetriske ansigt og lange, svirpende vipper går verden rundt. Midt i sejrsrusen tyer Donalds Trumps faste entourage til tasterne. Donald Trump Jr., tech-milliardæren Elon Musk og en række højrefløjsbloggere tilskriver Miss Universe-sejren en 'Trump-effekt'. De kalder den et ultimativt slag mod woke: En triumf for den biologiske kvindes traditionelle skønhed. I dagens Genstart fortæller redaktionschef på kulturen hos Berlingske, Birgitte Borup, om den internationale skønhedskonkurrence, der i årevis var ejet af Donald Trump selv, og nu er blevet en kulturpolitisk krigszone.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 26/11. -
Kæmpe, kæmpe, kæmpe... Intet mindre end syv gange bruger Jeppe Bruus, ministeren for den grønne trepart, ordet 'kæmpe' om den opgave, der nu skal føres ud i livet. Hvis altså træer skal plantes, hvor der i dag er marker og hvis fisk igen skal svømme, i de fjorde, der i dag gisper efter luft. For én ting er, at et bredt politisk flertal, efter hårde armlægninger og kompromisser, er blevet enige om en plan på papiret. Noget andet er, hvad det kræver at føre den ud i livet. Er det overhovedet muligt? Vi spørger klimaredaktøren på Politiken, Magnus Bredsdorff.
Program publiceret i DR Lyd d. 25/11. -
En morgen får Anna Thygesen et opkald fra svindelafdelingen i hendes bank. Hendes bankkonto er blevet hacket, og svindlerne er ved at overføre et stort beløb til en hollandsk konto. Nu skal de stoppes. Anna Thygesen samarbejder med banken og følger deres instruktioner. Hun to-trins-godkender med sit Mit-ID, sletter Mobilepay og netbank fra sin telefon og føler sig godt behandlet og i trygge hænder. Men efter tre dage går det op for hende, at det ikke er hendes bank, hun har talt med. Kriminelle svindlere har derimod lænset hendes konti for penge. Flere bliver udsat for økonomisk it-kriminalitet, og det efterlader ofrene med følelser af skyld og skam. Hvad gør det ved én at blive svindlet? Det spørger vi Anna Thygesen, ejer af WeDoCommunication, om i dagens udsendelse.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 24/11. -
Da Kathrine Tschemerinsky's oldemor ankommer med båd til Danmark under 1. Verdenskrig, bliver hun som det allerførste mødt af en hund, der hverken bider eller gør - men slikker hende i ansigtet. Fra det øjeblik så hun Danmark som et trygt sted, hvor hun følte sig hjemme. Sådan har Kathrine også haft det. Hun har aldrig skulle forhold sig til at være jøde. Indtil nu. For efter 7. oktober beretter jøder i de europæiske lande om en markant stigning i trusler, chikane og hadforbrydelser. I dag fortæller kulturredaktør på Weekendavisen, Kathrine Tschemerinsky, om at navigere i en ny frygt.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 22/11. -
Det går stærkt lige nu i krigen mellem Rusland og Ukraine. Seks supersoniske missiler med det amerikanske flag er angiveligt sendt direkte ind i Rusland. Rusland svarer igen med nye trusler om masseødelæggelsesvåben rettet mod både Ukraine og NATO. Med det ene ben ude af Det Hvide Hus har Joe Biden nemlig givet Ukraine lov til at bruge langtrækkende missiler og landminer. Genstart dykker i dag ned i den kædereaktion, som Trumps valgsejr har sat gang i, hvor alle krigens parter pludselig har fået enormt travlt. Vi spørger generalsekretæren i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, om Bidens sidste forsøg på at hjælpe Ukraine har gjort atomtruslen større.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 21/11. -
Maden er vegetarisk, bilen er lydløs og vores tøj er anderledes. Det er billigere, renere og klimaneutralt. Livet er bedre. Hvis vi vil omstille os, så kan fremtiden, ifølge Tommy Ahlers, blive lys. Det er ellers nemt at blive modløs, når man kigger mod klimaforandringerne i disse dage. I 2024 er der igen blevet sat en masse ubehagelige vejr rekorder. Den aktuelle klima-cop i Baku i Aserbajdsjan er nærmest udråbt til en fuser, før den overhovedet er gået i gang og klimafornægterne har fået magten i USA. Og de grønne aktier går kun én vej - nedad. Genstart spørger i dag en af Danmarks mest kendte grønne kapitalister, Tommy Ahlers, hvordan man bevarer optimismen, når alt går den gale vej og intet flyver som forventet.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 20/11. -
Hele Danmark ser det pæne erhvervsliv mødes med hårdkogte kriminelle i dokumentaren Den Sorte Svane. Det sender ringe gennem det dybblå hav af jakkesæt og attachémapper. Og korthuset, der begynder at svaje, er et advokathus. En guldrandet konkursadvokat i samfundets top sagde nemlig på skjulte optagelser, at i stedet for at være samfundets stopklods for kriminelle svindlere - ville han kigge bort. Alt imens han var partner i et af Danmarks største advokathuse. Med det samme melder de ud, at han var fuldstændig alene om det. Men nu tyder noget på, at det måske ikke var hele sandheden. Genstart spørger i dag erhvervsjournalist på Berlingske Nicolaj Vorre, om tilliden til advokatbranchen har lidt et knæk.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 19/11. -
I en uset, direkte tone, kalder den tyske kansler Olaf Scholz sin regeringspartner og finansminister illoyal og egoistisk - og fyrer ham for åben skærm. I månedsvis har den dårlige stemning ulmet mellem regeringens tre partier. De kan stort set ikke blive enige om noget som helst, og da slet ikke økonomi, og nu falder regeringen sammen med et brag. Sammenbruddet får iagttagere til at bekymre sig; for den tyske økonomi hænger i laser, og med en ny præsident i Det Hvide Hus søger mange i Europa den normalt så stærke, tyske stemme. I dagens Genstart fortæller direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis om den tyske krise - og om den kan trække Europa med sig.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 18/11. -
Fra tidernes morgen har kvinder forsøgt at beskytte sig mod, hvad der kan blive resultatet af en hed elskovsnat. Engang var det afkog af bark, citronskal og akacieblade, som kvinder indtog for selv at kunne kontrollere et potentielt svangerskab. Men da to forskere i 1950'erne knækker koden til hormonprævention og udvikler den første p-pille, ændrer alt sig. Siden er flere produkter kommet på markedet, men fra at blive opfattet som et ubetinget vidundermiddel, der giver kvinder frihed og kontrol over egen krop, så løfter videnskabelige studier sløret for et væld af ubehagelige bivirkninger ved hormonprævention. Nu har endnu et studie kastet en dyster skygge over hormonspiralen. Er det, der begyndte som kvindens frisættelse endt med at blive en uretfærdig byrde? Det spørger vi læge og forsker Amani Meaidi om, som er medforfatter på forskningsstudiet.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 17/11. -
Det er en tydelig irriteret Pelle Dragsted, der igen og igen er nødt til at understrege, at Enhedslisten naturligvis fordømmer terrorgruppen Hamas og drab mod civile. Der er nemlig medlemmer af hans parti, der ikke er lige så klare i mælet, når de bliver spurgt til angrebet mod Israel den 7. oktober. Medlemmer af fraktionen Rødt Venstre er utilfredse med partiets linje. De mener, at Enhedslisten bør genoptage støtten til den palæstinensiske gruppe DFLP, selvom det er bevist, at de deltog i massakren sidste år. Nu har hovedbestyrelsen så indkaldt til et ekstraordinært årsmøde for at gøre det nemmere at ekskludere medlemmer af partiet. I dagens Genstart fortæller DR's politiske analytiker, Rikke Gjøl Mansø, om det store opgør mod Enhedslistens DNA.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 15/11. -
Fra skyggen af sin store røde MAGA-kasket har Trump på rally efter rally sendt kontante trusler afsted mod resten af verden. Han vil tvinge EU og Kina til lommerne, og så vil han ellers sænke skatten og - ifølge sig selv - få USAs kyster til at flyde med jobs og virksomheder. Og mens flertallet af amerikanere jubler, så er mange iagttagere mere ængstelige. En af dem er tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon. I dagens udsendelse spørger vi ham, hvordan han ser konsekvenserne af Trumps økonomiske planer, hvis de får lov til at udspille sig, som han har sagt i valgkampen.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 14/11. -
Hundedyr vin, lækre biler og stor profit. Det kan være en lukrativ forretning at drive private bosteder for mennesker med fysisk eller psykisk nedsat funktionsniveau. Her er det meningen, at pædagoger og fagfolk skal skabe de rammer, der giver størst mulig livskvalitet for landets mest udsatte borgere. Men på nogle bosteder brænder ilden ikke kun for at give omsorg til de svageste. Her bliver der trukket store pengebeløb og brugt skattekroner til tvivlsomme formål. Politikere har før ville dæmme op for svindel på private bosteder, men Genstart spørger i dag, hvorfor ingenting er sket, selvom sagerne stadig dukker op med jævne mellemrum. Senest har Politiken afdækket bosteder med opsigtsvækkende pengestrømme. Avisens undersøgende journalist, Carl Emil Arnfred fortæller.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 13/11. -
Den grønne trepart stod som et blændende lyspunkt: Med mange millioner i ryggen skulle den forandre det danske landskab. Give os lidt færre marker, flere skove og sikre, at livet igen plasker i havet. Statsminister Mette Frederiksen kaldte den en 'generationskontrakt', og udenrigsminister Lars Løkke lovpriste den som én, man vil mindes og hylde i fremtiden. Men så mødte visionerne den politiske virkelighed, og nu ser det ud til, at den grønne trepart på kort tid er gået fra at være aftalen, ingen kunne sige nej til, til at være én få vil være med i. I dagens Genstart fortæller klimaredaktør ved Altinget, Simon Friis, hvad det er, der spænder ben for den politiske aftale.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 12/11. -
Når hun lukker øjnene og tænker på sine seks uger i Gaza, så er det det sidste dystopiske glimt af området, der står klarest i erindringen. Det støvede, sandede landskab. De udbrændte, sorte bygninger. Grupper af unge mænd og børn, der driver omkring på bare tæer og i ødelagt tøj. Israel tillader ikke internationale journalister at rejse ind i Gaza, og siden krigen begyndte for lidt over et år siden, er den lille landstribe blevet mere og mere isoleret. Men en af de få, der rent faktisk har været inde i Gaza og bevidne konsekvenserne af krigen med egne øjne, er den danske sygeplejerske Astrid Opstrup. I seks uger arbejdede hun for Læger uden Grænser på Syd Gazas største fungerende hospital midt i den enorme humanitære krise, der udspiller sig. En krise, som mange frygter vil nå nye katastrofale højder, efter Israel for nyligt forbød hjælpeorganisationen UNRWA at arbejde i Israel, hvilket gør det nærmest umuligt for dem at komme ind i Gaza. I dagens udsendelse fortæller hun om det, hun så.
Vært: Simon Stefanski
Program publiceret i DR Lyd d. 11/11. -
DR Dokumentar er på jagt efter en mand, der bliver beskrevet som et fantom. En russisk mand, der er mistænkt for at trække et spor af milliardsvindel efter sig. I næsten ti år er det lykkedes ham at undgå myndighedernes søgelys, alt imens han angiveligt har været bagmanden i scams, der overbeviser hundredtusinder af mennesker verden over, om at han kan gøre dem rige ved at poste penge i hans investeringshjemmesider.I årevis har han kunnet skjule sin virkelige identitet. Men med hjælp fra en insider fra mandens kriminelle svindel-netværk, følger vi Fantomets fodspor i forsøget på at afsløre, hvem han er, hvor han befinder sig og hvor de mange milliarder er blevet af. Men pludselig ender journalisterne selv med at blive viklet ind i et net af bedrag.
Genstart har i dag overladt sendetiden til DR dokumentar og 1. episode af podcastserien Mørklagt: "Fantomet fra Rusland.
Program publiceret i DR Lyd d. 10/11. -
Bunker af smadrede biler, murbrokker og våde møbler flyder overalt i Valencia-området. En hidsig, mudderbrun flodbølge har lagt den spanske region ned på få timer. Mindst 217 mennesker har mistet livet, 89 er meldt savnet. Nu står indbyggerne ikke kun tilbage med ødelagte byer, døde naboer og en milliarddyr genopbygning. De står også over for en forventning om, at det dobbelte skybrud - der forårsagede de overmættede floders flodbølge - vil komme på besøg igen. Og igen. DRs nye klimakorrespondent, Maria Andersen, tager os med til Valencia, hvor chok blev afløst af vrede.
Vært: Anna Ingrisch. -
Alle troede, at han var færdig i Washington. For evigt. At Donald Trump - efter valgnederlaget i 2020 og stormen på Kongressen aldrig ville få politisk magt igen. Men nu har han genvundet Det Hvide Hus. Endda ganske overbevisende.
Alle svingstater vandt han, og med millioner af stemmer foran sin modstander. Derudover ser hans parti ud til at få flertal i både senat og repræsentanternes hus. I sin sejrstale lover Trump en ny gylden æra for Amerika. Så i dagens Genstart tager vi ham på ordet og undersøger sammen med Sandra Brovall,DRs kulturkorrespondent,, hvordan hans nye guldalder kan se ud.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 7/11. -
Den amerikanske drøm lever, fremtiden ser lys ud og mulighederne virker uendelige, da Steffen Gram dækker sit første præsidentvalg i 1984. Lige siden dengang har han fulgt Amerikas Forenede Stater helt tæt gennem det, historien har bragt dem: Terror, krig, økonomisk krise og udemokratisk opstandelse. I dagens udsendelse rejser vi med Steffen Gram tilbage i tiden og besøger mennesker, som for ham har indkapslet den skiftende tidsånd, og som han også besøger i det seneste afsnit af Horisont, 'Håb for USA?' Alt sammen for at forstå, hvad det er for et land, som USAs kommende præsident skal lede.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 6/11. -
Det burde være lige til: I dag stemmer amerikanerne, krydsene tælles og en ny præsident udpeges. Men ifølge Donald Trump er valgsvindlen allerede på forhånd begyndt, og helt generelt er amerikanernes tillid til valghandlingen foruroligende lav. Imens vi venter på resultatet af det amerikanske præsidentvalg, rejser tidligere USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz tilbage til bekymringernes arnested; Valgnatten 2020. Hvor Trump erklærede sig selv som vinder, før alle stemmer var talt op, ringede til både en Tv-station og en vigtig delstatspolitiker for at vinde både valget og fortællingen om det. Genstart handler i dag om frygten for endnu en stormfuld aften i det amerikanske demokrati.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 5/11. -
Det er den dyreste valgkamp nogensinde. Rigmænd og virksomheder har angiveligt skudt næsten halvanden milliard dollars ind i Harris' og Trumps valgkampagner. Men de store pengebeløb, som kandidaterne er dybt afhængige af, kommer som regel med en pris. Sammen med DR's internationale korrespondent, Steffen Kretz, besøger vi de ofte lukkede, guldtapserede rum, hvor penge møder politik. Hvor milliardærer har en varm linje direkte til Kongressen og hvor et kampagnebidrag i virkeligheden er en investering.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 4/11. - Laat meer zien