Afleveringen
-
16. Skillevæg er svaret, men hvad var spørgsmålet..?
Dagens udsendelse er en smule forsinket....eller det vil sige; Bo mener at udsendelsen er lidt forsinket. Elvis har naturligvis styr på sine elskede tal og en forsinkelse på 7 minutter og 56 sekunder er ifølge Elvis absolut ikke "en smule"! Dagens tema er "midaldrende mænd og skønlitteratur", men en skillevæg og en fordelingsentré vil det anderledes, og i stedet indkaldes til byggemøde. Et bræt der identificerer sig som en knagerække minder Bo om sit faderkompleks – godt han har sin tro væbner Elvis ved sin side…
Musik: Byggemøde
-
15. #kedeligpodcast
Bo stiller i dagens afsnit skarpt på sociale medier, og lægger fra land med at tage en selfie i studiet af ham og Elvis. Elvis keder sig bravt, og har lang vej til et smil. Vi kommer bl.a. omkring Elvis´11 følgere på Instagram, en klaphat fra Viborg, 8 kg højrebsbøffer og 4 alufælge. Bo udtrykker stor begejstring for LinkedIn, der giver ham det uvurderlige netværk, han trækker på når han skal have gæster i podcaststudiet – netværkspleje fra øverste hylde…
Musik: LinkedIn
-
Zijn er afleveringen die ontbreken?
-
14. Klangbund
Bo er netop returneret fra et retreat i Thy. Her har han stiftet bekendtskab med klangbundsmassage, som har renset ham åndeligt. I den forbindelse har han investeret i en tibetansk klangskål og forsøger velmenende, at overføre sin begejstring til sin gode ven Elvis – et forsøg som slår helt fejl. Podcastens faste lyttere Severin og Flægge hylder Richard Ragnwald, men har til gengæld aldrig hørt om Elvis´ favorit band, Quiz-maskine.
Musik: Pitbull
-
13. Disruption!
Elvis har en overraskelse med til Bo, og "disrupter" dagens udsendelse. Før Bo får set sig om, sidder han iført dameparyk med en kazoo i munden, og minder til forveksling om en drag-queen, der er kommet for hurtigt ud ad døren, og har glemt sine bryster på natbordet (citat: Elvis fra Silkeborg). Det handler om at tænke "out of the box", "in the red ocean", alt imens man "flipper the coin", så man ikke bliver overtaget af en gulddrengs indrømmelser – kære lytter, gir´det mening?
Musik: Gøjseren
-
12. Brittas stutteri i Guldforhoved
Elvis er i dagens afsnit med på telefonen fra bilen, på vej hjem fra messe i Herning. Bo har lokket Elvis til ikke at benytte motorvejen, men i stedet sætte tempoet ned og tage den gamle landevej. Det bringer ham igennem Ikast midtby, hvor han i et lyskryds bliver distance-ven med en langturschauffør og samtidig vidne til, at en ildelugtende hest går amok i en hestetransporter. Bo undgår for øvrigt med nød og næppe en fartbøde, på trods af det faktum at han sidder bag mikrofonen i sit podcaststudie.
Musik: On the road
-
11. Fars pige
Stemningen er tung og trist i podcaststudiet. Med hjælp fra Bo, kommer Elvis frem til, at hvis hans humør var en bil, var det en Fiat Multipla i mintgrøn - ja, den er helt gal! Årsagen skal findes i at Elvis´datter Sille lige er flyttet hjemmefra, og Elvis har ikke lukket et øje hele natten af bekymring. Bo træder i karakter som coach, og hjælper Elvis igennem krisen. Han ender dog med selv, at blive dybt berørt af situationen. Redaktionen anbefaler dagens lyttere til at have en pakke kleenex ved hånden…
Musik: Sidste fugl
-
10. Dagens ret
Bo har flyttet podcaststudiet ud i hans samtalekøkken. Her slår han den gastronomiske tone an, med temaet, midaldrende mænd og livretter. Elvis er kortvarigt imponeret af konceptet, men da han erfarer at Bo vil servere fransk vin til italiensk mad har vi balladen. Podcastens faste (og måske eneste) lyttere, Severin og hans ven Flægge, er endnu engang raget uklar, denne gang om hvad der egentlig er Danmarks nationalret. Severin håber fandme ikke, at det er koldskål....velbekomme!
Musik: Livret
-
9. Fader Pudevor
Dagens udsendelse kommer uheldigt fra start. Bo har produceret en radioreklame for Dynehuset, og Elvis forlader studiet i vrede. Bo får dog lokket Elvis tilbage ved at skænke ham en kop kaffe, og de to venner kan tage hul på et af nutidens store humanetologiske spørgsmål; hvad er mest betydningsfuldt, hovedpuden eller dynen? Elvis, er overbevist om at de to venner er godt i gang med at skrive mediehistorie og dermed give “P1 Debat" baghjul – selvtilliden fejler intet.
Musik: Ode til hovedpude
-
8. Anden-sorterings-mand
Bo har forberedt en lille gættekonkurrence om dagens tema, global opvarmning. Elvis er uforstående overfor det faktum, at der ikke er nogen præmie, og inddrager Jonas Vingegaard og Emmanuel Macron i sin argumentation. Bo bidrager med en Prins Henrik parodi, og de to gode venner morer sig kosteligt. Alvoren trænger sig dog på, da snakken falder på den hjemlige affaldssortering, et emne der kan bringe sindene i kog hurtigere end en Poche 911 kan accelerere…
Musik: Farligt affald
-
7. Som skudt ud af et desmerdyr…
Dagens tema er kaffe. Elvis er forsinket, så Bo må underholde lytterne med en fortælling om verdens dyreste kaffe, Kopi Luwak! Da Elvis endelig indfinder sig i studiet, har han medbragt sine gamle ski, som han har sat til salg i Den Blå Avis. Han fatter ikke, at folk ikke kan forstå, at når man skriver FAST PRIS med capslock, så betyder det FAST PRIS! Programmets faste lytter Severin postulerer, at hans krop består af 60% øl, og så er dagens læresætning, ”sidst ned fra toppen, betaler regningen på pubben”. Alles ist gut!
Musik: Afterski
-
6. Kald det lige hvad du vil..
Bo har i weekenden fejret bryllupsdag og i den anledning er dagens tema, “kald det kærlighed”. Elvis, der i dagens anledning, dublerer for Lars Lilholt, bringes lidt ud af fatning, da han pludselig har ”alt for damerne musik” i sine høretelefoner, og roder rundt i en række primtal. Han beretter dog levende om sin farbror Palle Tænkeboks, og om hvordan man kan mildne Parkinson med et raflebæger, en rulle gaffatape, et hæklet låg og nogle terninger. Bo læser en lyttermail op, om det kærlige i at stege karbonader – jo studiet emmer af amoriner…
Musik: I glødernes skær
-
5. Kunst for begyndere
Søren Brostrøm har fået influenza, Bo har konsumeret en fadøl på Jorn museet og Elvis er vild med Currywurst Museum Berlin. Dagens tema er ”bag om kunsten”. Bo citerer, uden reference, museets hjemmeside, men Elvis vil hellere kalde en spade for en spade, og er ikke bange for at fremstå kreativt ubegavet. De to venner er målløse over en lorteudstilling på Herning Kunstmuseum og ikke mindst, en planlagt kammerkoncert der hylder konserverede fækalier.
Musik: Kunst
-
4. Når Darwin spiller fallit…
Radiotavshed fra Ulrik Wilbek betyder at Elvis igen i dag er at finde i podcaststudiet. Dagens emne er "pleje af det etablerede parforhold". Med reference til forskningsresultater og en rapport fra Kvinfo, er Bo bekymret for det moderne parforhold, der lider under især mandens overdrevne skærmforbrug. Elvis´ temperament løber igen af med ham, da han meget indlevende beretter om en episode hvor hans kone Conny, for nylig gemte hans fjernbetjener og inviterede til gemmeleg. Og her skal lige understreges at det var få sekunder inden kampstart mellem SIF og AGF - der var altså tale om skærpede omstændigheder....
Musik: Remote control
-
3. Alfahan mod betamand
Dagens afsnit handler om midaldrende mænd og motion. En yderste engageret Elvis slår hårdt i bordet og kommer i sin ordstrøm bl.a. omkring ansigtsmaling, oppustelige klappepølser i Jyske Bank Boksen og krigeren Mikkel Hansen. Bo bringer sidste weekends tenniskamp mellem de to venner på banen, hvilket Elvis absolut ikke bifalder! De to venner, Severin og Flægge fra spillehallen på Hjørnegrillen, giver igen lyd fra sig, og sender en hilsen til Marius Øltapper, som de minder om, at hans benprotese stadig står bag Olsenbanden maskinen.
Musik: Dårlig taber
-
2. Den sørgelige "seniorstråle"
Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke Bo, at få Joachim B. Olsen i studiet. I stedet må Bo diskutere dagens emne, midaldrende mænds vandladning, med sin gode ven Elvis. Elvis er ikke meget for at tale om sine egne udfordringer på området, men fortæller til gengæld gladeligt om sin ”anonymiserede” ven Allans udfordringer med at lade vandet – et problem som Elvis for øvrigt mener let kan løses med en forsatsvæg. Afslutningsvist konkluderer Bo at skrantende parforhold kan reddes, af hjemmesko med bløde såler – kloge ord fra en kørelærer-livstilscoach…
Musik: Natpisserblues
-
1. Tømmermænd før en druktur
Bo har glædet sig til premieren på sin nye podcastserie. Hans ihærdige forsøg på at få Simon Kvamm i studiet slår fejl og Bo må derfor, efter et par tekniske begynderfejl, introducere sin ven Elvis som dagens gæst. Det viser sig dog hurtigt, at Elvis er totalt blottet for radiofonisk tæft og for den sags skyld også situationsfornemmelse, men de to venner finder dog fælles begejstring i Bo’s forslag om at udnævne 27. december til "3. juledag" – danmarks nye helligdag! Podcasten får en lyttermail fra makkerparret Flægge og Severin, der i Hjørnegrillens baglokale er blevet uenige om, hvorvidt Vodka er juletradition. Så kom vi i gang!
Musik: 3. Juledag
-
Lyt til årets satiriske julekalender, "Lyden af en Sølvræv" hver dag i december måned, der hvor du normalt lytter til musik og podcast. God lyttelyst :)