Afleveringen
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket dykker Kim Sørensen og Damla Erdölek ned i John Carpenters The Thing (1982). Et kompromisløst horror-mesterværk om isolation, paranoia og total mistillid. I denne episode har de selskab af Bjarke Friis Kristensen til en samtale om filmens vedvarende ubehag og status som kultklassiker.
Sammen undersøger de, hvordan filmen kombinerer 70’ernes paranoia med 80’ernes body horror, og hvordan Antarktis bliver en perfekt ramme for en fortælling, hvor fjenden potentielt er iblandt os. De taler om filmens dårlige modtagelse ved premieren, hvor den blev kaldt både for nihilistisk og frastødende og hvorfor netop de elementer i dag gør den til et mesterværk.
Undervejs dykker de ned i ikoniske scener som blodtesten, hundescenen og den kaotiske defibrillator-sekvens, hvor tillid, krop og identitet gradvist bryder sammen. Samtalen kredser om karakterer som MacReady, Blair og Childs, og den konstante usikkerhed om, hvem der stadig er menneske.
Til sidst diskuterer de filmens stil med dens kolde visuelle udtryk, Ennio Morricones minimalistiske score og de banebrydende praktiske effekter, der stadig holder i dag. Konklusionen er klar: The Thing er et mesterværk, fordi den ikke bare viser et monster, men opløser al tillid mellem mennesker.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket dykker Kim Sørensen og Damla Erdölek ned i Creep (2014). En minimalistisk found footage-horror, hvor social akavethed langsomt bliver til rendyrket ubehag.
De følger videografen Aaron, der tager et job hos Josef, som siger, han er døende og vil lave en video til sit barn. Det, der starter som en mærkelig, men ufarlig situation, udvikler sig gradvist til et psykologisk spil fyldt med skiftende identiteter, manipulation og stigende paranoia.
Kim og Damla diskuterer filmens centrale konflikt mellem instinkt og social høflighed, og hvordan Aaron hele tiden overser faresignaler i forsøget på at være flink. Undervejs fremhæver de ikoniske scener som badekar-sekvensen og Peachfuzz, hvor tonen skifter mellem humor og ren uhygge.
Til sidst ser de på filmens stil: det håndholdte kamera, improviseret dialog og fraværet af musik, der gør det hele ekstremt realistisk – og konkluderer, at Creep viser, at det mest skræmmende er, når vi ignorerer vores egne instinkter.
-
Zijn er afleveringen die ontbreken?
-
I denne uges afsnit af Mesterværker fra mørket dykker Kim Sørensen og Damla Erdölek ned i første sæson af Mindhunter. David Finchers mesterlige serie om FBI's spæde forsøg på at forstå det, som endnu ikke havde fået navnet "seriemordere".
Sammen undersøger de, hvordan serien forvandler interviewrum og samtaler til noget lige så nervepirrende som enhver mordefterforskning. De følger FBI-agenterne Holden Ford og Bill Tench, der sammen med psykolog Wendy Carr forsøger at sætte system på ondskab ved at interviewe nogle af USA's mest berygtede mordere.
Kim og Damla taler om Edmund Kemper, hvis intelligens og ro gør ham til en af seriens mest urovækkende figurer, og om hvordan Holden gradvist bliver mere og mere opslugt af de mennesker, han studerer. Undervejs udforsker de seriens centrale spørgsmål: Kan man forstå ondskab uden at komme for tæt på den?
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket dykker Kim Sørensen og Damla Erdölek ned i James Wans Saw fra 2004. Filmen, der ændrede horrorlandskabet og blev startskuddet på en af genrens største franchises.
Sammen undersøger de, hvorfor Saw er meget mere end blot fælder, blod og chok. De taler om Jigsaw som en af gyserhistoriens mest fascinerende skurke: en mand, der ikke ser sig selv som morder, men som en lærer, der tvinger sine ofre til at konfrontere deres egne valg.
Kim og Damla dykker ned i filmens centrale spørgsmål om skyld, moral og fri vilje, mens de ser nærmere på det klaustrofobiske badeværelse, de desperate karakterer og den illusion af valg, som gennemsyrer hele fortællingen. Undervejs taler de også om filmens særlige plads i 00'ernes horror, dens rå æstetik og det ikoniske twist, der stadig regnes blandt de bedste i moderne gyserfilm.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket dykker Kim Sørensen og Damla Erdölek ned i Paranormal Activity fra 2007 – filmen, der med et mikroskopisk budget genoplivede found footage-genren og skræmte publikum verden over.
Sammen undersøger de, hvordan filmen skaber uhygge med de simpleste virkemidler: et statisk kamera, en knirkende dør, en uforklarlig lyd i natten. De taler om, hvordan hjemmet forvandles fra et trygt rum til et sted, hvor noget usynligt konstant lurer i mørket.
Kim og Damla dykker ned i forholdet mellem Katie og Micah, hvis forsøg på at forstå og kontrollere den overnaturlige trussel langsomt får deres forhold til at slå revner. Undervejs ser de nærmere på filmens brug af stilhed, gentagelse og fravær, og hvorfor det ofte er det, vi ikke ser, der skræmmer mest.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket fortsætter Kim Sørensen og Damla Erdölek sæson 2 med William Friedkins The Exorcist fra 1973, en film der stadig står som et af gysergenrens mest indflydelsesrige værker.
Sammen undersøger de, hvorfor filmen stadig føles så ubehagelig mere end 50 år efter premieren. De dykker ned i dens realistiske tilgang til det overnaturlige, dens stærke karakterdrama og de temaer om tro, tvivl og desperation, som ligger under overfladen.
Undervejs taler de om Regans forvandling, Damien Karras' indre kamp og de scener, der stadig chokerer publikum i dag. Til sidst deler de de øjeblikke, der har brændt sig fast hos dem, og diskuterer, hvorfor The Exorcist fortsat regnes blandt filmhistoriens største gysermesterværker.
-
I første afsnit af sæson 2 af Mesterværker fra Mørket vender Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til mørket. Og denne gang i samarbejde med PodRadio. Sæsonen åbner med Stanley Kubricks The Shining fra 1980, en film der mere end fire årtier senere stadig kan fascinere, udfordre og hjemsøge sit publikum.
Sammen dykker de ned i historien om Jack Torrances langsomme opløsning, hotellet som en karakter i sig selv og filmens centrale temaer om giftig maskulinitet, undertrykkelse og mødet mellem indre dæmoner og ydre omgivelser.
Kim og Damla udforsker også de mange fortolkninger, som har gjort filmen til et af gysergenrens mest omdiskuterede værker. De taler om forholdet mellem Stephen Kings roman og Kubricks filmatisering, filmens banebrydende visuelle stil og de små detaljer, der fortsat giver anledning til debat – ikke mindst det berømte sidste billede.
Undervejs deler de scener og øjeblikke, der har brændt sig fast, og undersøger, hvorfor The Shining stadig står som et af filmhistoriens største og mest gådefulde mesterværker.
-
I sæsonfinalen af Mesterværker fra Mørket vender Kim Sørensen og Damla Erdölek blikket mod en moderne klassiker, der både vækkede barndommens eventyr og dens mareridt: Stranger Things sæson 1.Sammen dykker de ned i Duffer-brødrenes kærlighedserklæring til 80’ernes film og fortællinger – en serie, der på magisk vis forener coming-of-age-fortællingen med ægte rædsel. De taler om, hvordan Stranger Things rammer den perfekte balance mellem nostalgi og nytænkning, og hvordan børnenes rejse fra cykelstierne til The Upside Down føles som et moderne mytologisk eventyr. Kim og Damla udforsker karakterernes stærke samspil – fra Elevens sårbare styrke til Dustin, Lucas og Mikes ukuelige venskab – og hvordan serien formår at gøre os dybt investeret i hver enkelt figur. For netop her ligger Stranger Things’ største styrke: i menneskene, ikke monstrene. De taler også om det enorme kulturelle fænomen, serien blev: soundtracket, synthmusikken, merchandiset, og den fællesskabsfølelse, der samlede publikum verden over. Samtidig ser de på, hvordan Stranger Things forandrede streaming-landskabet – og ja, Damla får luftet sin frustration over, hvordan streamingtjenester i dag splitter serier op i dele (ja, vi kigger på jer, Netflix). En perfekt afslutning på sæson 1 af Mesterværker fra Mørket – hvor nostalgi møder uhygge, og hvor barndommens eventyr får mørke skygger. Kom med os ind i The Upside Down én sidste gang.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket fejrer Kim Sørensen og Damla Erdölek Halloween med et tilbageblik på den film, der startede det hele: John Carpenters ikoniske Halloween fra 1978. Sammen går de i dybden med Carpenters enkle, men geniale tilgang til gyset. Hvordan et lavt budget, et par håndholdte kamerabevægelser og en hypnotisk synthmelodi blev til filmhistorie. De taler om filmens nærmest kirurgiske præcision, om forstædernes falske tryghed og om det onde som en kraft, der ikke kan forklares – kun sanses. Michael Myers bliver gransket som den ultimative “tomme” skurk: en skygge, et ansigt uden sjæl, et symbol på ren ondskab. Og så handler det naturligvis også om Laurie Strode – Jamie Lee Curtis’ banebrydende rolle som den første final girl, der for altid ændrede, hvordan kvinder blev portrætteret i gyserfilm. Som en ekstra Halloween-gave giver Kim og Damla ovenikøbet hinanden (og jer!) en Halloween-anbefaling!
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket bevæger Kim Sørensen og Damla Erdölek sig ind i mørket med Scott Derricksons 'Sinister' – en film, der med sin afdæmpede, næsten tålmodige opbygning står som et af 2010’ernes mest effektive eksempler på slow-burn-gyset. Sammen undersøger de, hvordan filmen med sit analoge udtryk, sin foruroligende lydside og brugen af gamle Super 8-optagelser skaber en ubehagelig stemning, der langsomt kryber ind under huden. De taler om Bughuul – eller Mr. Boogie – og hvordan hans fravær, mere end hans tilstedeværelse, gør ham til en af nyere tiders mest urovækkende skikkelser. Kim og Damla dykker ned i forfatteren Ellison Oswalts jagt på succes og berømmelse. Et begær, der til sidst bliver hans undergang – og de ser nærmere på, hvordan Sinister formår at balancere mellem true crime-fortællingen og det overnaturlige gys. Undervejs deler de deres yndlingsscener og taler om, hvordan filmens styrke netop ligger i de simple, præcise greb, der får den til at fungere og som gør Sinister til et moderne mesterværk i gysets verden.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket tager Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til 1974, hvor Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre rystede publikum og ændrede gyserlandskabet for altid. De undersøger, hvorfor Hooper overhovedet lavede filmen, og hvordan det nærmest dokumentaristiske greb gav historien en rå, ubehagelig realisme, der stadig kan mærkes i dag. Undervejs taler de om de underliggende budskaber: vegetarisme, kapitalisme, fremmedgørelse – og hvordan filmen i al sin brutalitet også er et spejl af den amerikanske samtid. Kim og Damla dykker ned i de ikoniske scener, fra støvede landeveje til familiens groteske middagsbord, og ser nærmere på de kontraster, som Hooper arbejder med: det solbeskinnede landskab mod mareridtsagtig vold, det hverdagslige mod det monstrøse. Til sidst vender de, hvorfor The Texas Chain Saw Massacre fortsat føles så forstyrrende og vedkommende, og hvordan filmen stadig står som et af de mest banebrydende værker i horror-historien.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket tager Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til 1990, hvor tv-miniserien 'It' introducerede en hel generation for Stephen Kings mareridtsagtige univers. Selvom tidens tv-format satte sine begrænsninger, lykkedes det alligevel serien at skabe en atmosfære, der kan hjemsøge publikum den dag i dag. Kim og Damla undersøger, hvordan historien fungerer som en coming-of-age-fortælling, hvor båndet mellem børnene i The Losers’ Club og deres individuelle historier bliver selve hjertet i serien. De taler om, hvad “Det Onde” egentlig er, og hvordan Pennywise – i Tim Currys ikoniske skikkelse – kan tolkes som mere end blot en klovn, men som en legemliggørelse af frygt og fortrængte traumer. Samtidig vender de de scener, der i sin tid skræmte seerne fra vid og sans, men som i dag måske virker mindre chokerende, og de undersøger, hvorfor miniserien alligevel lykkes i at fastholde en vedvarende følelse af ubehag og uhygge. Til sidst deler Kim og Damla de billeder, stemninger og tanker, der stadig hænger ved, og taler om, hvorfor 'It' fortsat står som en central fortælling om både frygt og venskab i Stephen Kings mørke univers.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket rejser Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til 1976, året hvor Richard Donners The Omen for alvor gav Hollywood ry for at være hjemsøgt af overtro og uforklarlige tilfældigheder. Sammen udforsker de de mærkelige hændelser omkring produktionen – fra mystiske ulykker til dødsfald, der gjorde filmen berygtet som “forbandet”. Midt i kulden og myterne dykker de ned i fortællingen om den tilsyneladende privilegerede lille dreng Damien, hvis sande ophav peger mod noget langt mørkere end aristokratisk blod. Kim og Damla ser nærmere på kontrasten mellem det elitære miljø, hvor historien udspiller sig, og den apokalyptiske skæbne, der langsomt afsløres bag facaden. De taler om de uhyggelige dødsfald – både på og uden for lærredet – og om den kølige, knugende stemning, som Richard Donners instruktion og Jerry Goldsmiths Oscar-vindende musik stadig kan fremkalde 50 år senere. Undervejs deler de de scener, billeder og detaljer, der har brændt sig fast, og viser, hvorfor The Omen fortsat står som et af gysergenrens mest hjemsøgte mesterværker.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket tager Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til 1991, året hvor Jonathan Demmes The Silence of the Lambs forvandlede thrillergenren og skrev sig direkte ind i filmhistorien. Det var den tredje film nogensinde til at vinde “The Big Five” ved Oscar-uddelingen – et tydeligt bevis på dens gennemslagskraft. Sammen undersøger Kim og Damla, hvorfor mødet mellem FBI-trainee Clarice Starling og den fængslede kannibal Hannibal Lecter stadig er så dragende. De dykker ned i dynamikken mellem dem: den subtile magtkamp, det gensidige begær efter forståelse og den spænding i hver samtale gennem glasvæggen. De taler om filmens centrale tema – transformation – og hvordan både Clarice og Hannibal spejler hinanden i deres rejse mod forandring, selv om de står på hver sin side af loven. Undervejs sætter de fokus på Jonathan Demmes elegante instruktion, Anthony Hopkins’ legendariske præstation og Jodie Fosters intense nærvær, der tilsammen skabte et mesterværk af både psykologisk gys og karakterstudie.
-
I dette afsnit af Mesterværker fra Mørket rejser Kim Sørensen og Damla Erdölek tilbage til 2014, året hvor tv-landskabet ændrede sig markant, da HBO sendte første sæson af True Detective. Dengang var det stadig usædvanligt at se store filmstjerner kaste sig over serier, men med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne blev det tydeligt, at prestige-tv nu var lige så dragende som filmens verden.
Sammen sætter Kim og Damla ord på, hvorfor skaberen Nic Pizzolattos mørke, litterære manuskript og Cary Joji Fukunagas hypnotiske instruktion gjorde True Detective til en milepæl. De dykker ned i Louisianas fugtige, gotiske univers, de endeløse sumpe, forfaldne småbyer og den urovækkende skønhed, der ligger som en tåge over hver eneste scene.
Karaktererne Rust Cohle og Marty Hart bliver gransket: deres komplicerede partnerskab, deres fejl og dæmoner – og ikke mindst Rusts berømte monologer om tid, kosmos og menneskets ubetydelighed, som stadig citeres og diskuteres i dag.
Undervejs ser de tilbage på, hvordan serien løftede kriminaldramaet til noget næsten mytisk: et filosofisk mørke, hvor jagten på en morder bliver en jagt på sandheden om os selv. Kim og Damla deler de scener, billeder og replikker, der har brændt sig fast, og taler om, hvordan True Detective stadig kaster en lang skygge over både tv-serier og film mere end ti år efter premieren. -
I andet afsnit af Mesterværker fra Mørket tager Kim Sørensen og Damla Erdölek dig med ind i den dystre verden, hvor David Finchers ikoniske Se7en udspiller sig. Allerede fra begyndelsen var det klart, at netop denne film måtte være blandt de første i podcasten. Med sin kompromisløse fortælling, sit uafrystelige univers og sit chokerende klimaks ændrede Se7en spillets regler og satte en ny standard for thrillergenren. Sammen undersøger Kim og Damla, hvad der gør filmen til et sandt mesterværk: Finchers enestående sans for detaljer, den ubønhørlige stemning og den mørke moralfortælling, som fortsat hjemsøger både publikum og filmhistorien 30 år efter premieren. Til sidst vender de, hvad de personligt tager med sig fra filmen, og hvorfor Se7en stadig står som en af de mest uforglemmelige filmoplevelser i thrillerens verden.
-
I allerførste afsnit af Mesterværker fra Mørket lærer du dine værter, Kim Martin Sørensen og Damla Erdölek, at kende. De fortæller, hvorfor de er draget af de mørke fortællinger i både film- og serieformat, og hvorfor de brænder for at dele den glæde med dig. Herefter kaster de sig over et snart afsluttet kapitel i gysets verden: The Conjuring-universet. Sammen dykker de ned i James Wans mesterværker The Conjuring (2013) og The Conjuring 2 (2016) og undersøger, hvorfor netop de to film står så stærkt. De tager også franchisen under lup med både Annabelle- og The Nun-filmene – hvornår fungerer de, og hvornår falder de igennem? Til sidst vender de The Conjuring 3 (2021), instrueret af Michael Chaves, som begge mener ikke når de to første mesterværker til sokkeholderne. Alligevel prøver de at bevare optimismen og håber, at Chaves kan afslutte kapitlet værdigt med den aktuelle The Conjuring: Last Rites.