Afleveringen

  • Skuffelse er et ord, der går igen mange gange i denne udgave af ”Monica møder magten”. Det er ikke en imponeret og optimistisk handicapordfører fra Enhedslisten, som Monica Lylloff møder på dagen for valgets udskrivelse. Jakob Sølvhøj ser et langt sejt træk forude for at få mere politisk fokus på handicapområdet.

    Jakob Sølvhøj har siden 2015 været handicapordfører for Enhedslisten, og i samtalen med Monica ser han tilbage på en valgperiode, som han ikke er bange for at kalde en skuffelse, fordi handicapområdet ikke fik den prioritet, som han mener, området blev lovet.

    Samme skuffelse deler Monica Lylloff, der var én af medstifterne af bevægelsen #enmillionstemmer forud for sidste valg i 2019.

    ”For mig har det næsten været værre at stå over for en ny regering, der i 2019 havde slået sig op på at ville ændringer på handicapområdet, og så ikke holde det,” siger Monica Lylloff.

    I podcasten taler Monica Lylloff og Jakob Sølvhøj særligt om, hvad der skal få handicapområdet højere op på den politiske dagsorden.

    ”Jeg hører til dem, der tror meget på det lange, seje træk. At vil man skabe forandring, så er det utrolig sjældent, at fordi man engagerer sig i en måned eller to, så vender alle næsen ens vej. Det er langt og sejt arbejde. Det arbejde, #enmillionstemmer og handicaporganisationer har udført i årevis, det skaber et fundament. Jeg tror, at uden sådan et fundament, så er det svært. Det kan ikke opstå af ingenting. Alle politikere kan jo lade sig presse, hvis de mærker, at der er en folkestemning for forandring,” siger Jakob Sølvhøj blandt andet i podcasten.

    Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

  • Regeringen skal have højere ambitioner på handicapområdet. Visitationen skal bygge på ekspertise, og borgerne skal have bedre retssikkerhed. Det fortæller Christina Thorholm i podcasten ”Monica møder magten”, hvor Monica Lylloff fra bevægelsen #enmillionstemmer møder de, der har magten over social- og handicappolitikken.

    ”Som støtteparti til regeringen må vi sige, at vi har meget højere ambitionsniveau end det udspil, regeringen er kommet med. Vi mener ikke, at det reelt vil gøre en forskel for #enmillionstemmer og de børn, unge og familier, som lever med en hverdag, som for nogle er meget presset, fordi de ikke får den hjælp, de har brug for, siger Radikale Venstres socialordfører Christina Thorholm i podcasten.

    I ”Monica møder magten” kan du høre hele samtalen mellem Monica Lylloff fra bevægelsen #enmillionstemmer og Christina Thorholm.

    Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

  • Zijn er afleveringen die ontbreken?

    Klik hier om de feed te vernieuwen.

  • Der skal ændres på strukturen for handicap- og socialområdet, hvis der skal ske en udvikling og forbedring. Systemet er bygget op på, at vi skal forhindre borgerne i at få hjælp ud fra devisen, at ellers kræver folk det urimelige.

    Det mener formanden for Folketingets Social- og Ældreudvalg, Kirsten Normann Andersen (SF), der er gæst i andet afsnit at podcastserien ”Monica møder magten”.

    ”Jeg tror desværre ikke, man ville kunne mærke noget, hvis ikke vi skaber et politisk flertal for at ændre den struktur, der ligger til grund for den måde, man på handicap- og socialområdet tænker behandling, visitation og pleje på i dag,” svarer Kirsten Normann Andersen på spørgsmålet om, hvornår borgere i Danmark vil mærke en ændring i social- og handicappolitikken.

    Kirsten Normann Andersen ser i dag strukturen og fordelingen mellem kommuner og regioner som hovedproblemet for social- og handicapindsatsen lige nu. En problematik, som Monica Lylloff og bevægelsen #enmillionstemmer tidligere har påpeget og blandt andet derfor stillede borgerforslaget om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne.

    “Det var en fejl, at man i forbindelse med kommunalreformen i 2007 flyttede rigtig mange specialiserede områder, særligt på handicapområdet, men også på socialområdet til kommunerne. Det var jeg også modstander af dengang og har desværre fået så meget ret i, at det gav udfordringer,” siger Kirsten Normann Andersen.

    Medvirkende: Monica Lylloff, #enmillionstemmer og Kirsten Normann Andersen, formand for Folketingets Social- og Ældreudvalg, Kirsten Normann Andersen (SF)

    Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

  • ”Der skal ske noget, og der kommer til at ske noget.”

    Så klart lyder budskabet fra Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet, i første afsnit af podcasten ”Monica møder magten”. I podcastserien møder Monica Lylloff, fra bevægelsen #enmillionstemmer, de mennesker, der har magten over den danske social- og handicappolitik.

    ”Jeg er drevet af forandring. Jeg er her for at skabe en bedre verden for de mennesker, der har brug for det. Det er det grundlæggende vigtige for mig. Så når vi taler om det specialiserede socialområde, og handicapområdet, så handler det jo om, at det, vi ser, det kan vi godt gøre bedre,” siger Camilla Fabricius.

    I programmet medgiver Camilla Fabricius behovet for bedre og mere specialiserede tilbud til mennesker med handicap. Og behovet for, at borgerne får den hjælp, de har krav på.

    Hvornår og hvordan der sker noget, er mindre klart. Men en kommende politisk aftale om specialeplanlægning mener hun vil få en afgørende betydning for området.

    Efter samtalen var det en positiv Monica Lylloff, der forlod Christiansborg.

    "Jeg synes faktisk, at det var rigtig positivt. Jeg kan godt lide at kunne sidde ansigt til ansigt og drøfte et område, som har været tysset ned i så mange år, hvilket Camilla Fabricius også sagde. At det er på tide, at det virkelig bliver italesat, at der skal ske nogle forandringer. Nu må vi jo så bare se, om hendes intentioner kan udføres i praksis. Om det er politik og snak, eller om der er en fast vilje, som kommer til at medføre forandringer på det her område,” siger Monica Lylloff.

    Næste program kommer den 15. september og er med Kirsten Normann Andersen (SF), der er sundhedsordfører og formand for Folketingets Social- og Ældreudvalg.

    Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

  • Kom med på første del af en podcast-roadtrip sammen med Monica Lylloff fra bevægelsen #enmillionstemmer. I podcasten ”Monica møder magten” går Monica Lylloff i dialog med de mennesker, der har magten over socialområdet i Danmark.

    Monica Lylloff ville op til folketingsvalget i 2019 råbe politikere, medier og den almindelige vælger op om mangelfuld retssikkerhed indenfor handicap- og psykiatriområdet.

    Sammen med andre skabte hun hashtagget #enmillionstemmer på sociale medier. Her kan den helt almindelige vælger dele vidnesbyrd om forråelse, manglende hjælp og mangelfuld retssikkerhed indenfor handicap- og psykiatriområdet. Bevægelsen har på de år vokset sig til en stærk bevægelse, og i dag har Facebook-gruppen #enmillionstemmer 37.000 medlemmer.

    Nu er der gået tre år, og et nyt folketingsvalg nærmer sig. På de tre år har bevægelsen ikke bare delt vidnesbyrd fra borgere i Danmark. De har også udgivet et løsningskatalog med egne forslag til løsninger til, hvordan vi i Danmark bedre kan hjælpe udsatte børn, unge og voksne.

    Jurist Monica Lylloff har selv tre børn med handicaps, og hun har selv kæmpet for at få hjælp. Hun har mærket, hvordan afvisninger, skæld ud af sagsbehandlere og fejl i sagsbehandlingen slider på hende og familien.

    Nu går Monica Lylloff i dialog med magten og søger svar til de #enmillionstemmer, der er i berøring med handicap- og psykiatriområdet. Og Socialt Indblik er med og faciliterer dialogen.

    I introafsnittet kan du høre mere om Monicas egen historien og om #enmillionstemmer og bevægelsens start. Om du kan høre mere om, hvorfor dialogen lige nu er så vigtig. Og så kan du lytte med i de næste afsnit, når Monica møder magten.

    Podcasten er en roadtrip-podcast, hvor vi går i gang, uden vi ved præcist, hvor vi skal hen på vejen, og hvor vi ender. Vi kontakter de politikere, embedsmænd og meningsdannere, der har magten over politikken på handicap- og psykiatriområdet. Om magten vil møde Monica, ved vi ikke. Lyt med.

    Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg