Afleveringen
-
Vi skal høre om, hvordan bregnen i haven kan bruges som et billede på 2. pinsedags budskab. Og om, at Gud ikke bare er remoulade, der skal hældes i gabet på kirkegængeren, men alligevel er en spiselig størrelse i en verden, der både udfordrer og beriger. Det handler om fortabelse og frelse, om mørke og lys, når navnesøstrene Rikke – Graff fra Sønderby og Kærum og Gotfredsen fra Jordløse, Haastrup og Avernakø - taler sammen om dagens udfordrende evangelium fra Johannes 3,16-21.
-
Pinsen er kirkens oversete fest. Det er bare mere konkret, billedrigt og dramatisk, når talen falder på barnet i krybben, manden på korset og opstandelsen påskemorgen. Pinsens tekster om Helligåndens gerninger og Talsmandens komme er derimod noget sværere at få hold på, og det gør det ikke nemmere, at evangeliet stammer fra den smukke – men indviklede – afskedstale, som Jesus holder til sine disciple. Så hvad stiller vi op med Ånden og Pinsen? Og hvordan har Ånden det egentlig i kirken og samfundet? Det taler sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Svendborg, Thomas Neergaard, og provst på Nørrebro Per Vibskov om i denne udgave af Prædiken på vej.
-
Zijn er afleveringen die ontbreken?
-
Livsudfoldelse og fællesskab kan være frugter af evangeliet, men det kan også være det modsatte: evangeliet kan komme til at indskrænke din livsudfoldelse, og det kan stille dig uden for fællesskabet. Og hvad er der så at vinde? Evangeliet byder os, at vi skal være rede til at lide for det sande liv - tro om så det gælder, lyder det i samtalen om teksterne til 6. søndag efter påske mellem sognepræst Nana Hauge, Hårslev-Padesø, og Camilla Valentinussen Hou, sognepræst i Veflinge. De kommer også ind på forfatter og debattør Ayaan Hirsi Ali og Sigrid Undsets litterære karakter Olav Audunssøn.
-
Kristi himmelfart er ikke bare en happy ending med himmelsk exit. Faktisk starter det med en skideballe: Jesus skælder disciplene ud for deres vantro – og i samme åndedrag sender han dem ud med en missionsbefaling. Det er begyndelsen på noget, der stadig arbejder i os. Jens Rønn Sørensen og Lasse Rødsgaard Lauesen, sognepræster i Paarup, taler i dette afsnit af Prædiken på vej om præstens rolle som én, der peger: “Se – her er han allerede.” Om fællesskabet, der holder troen sammen. Og om troens paradokser: det, vi ikke kan tro på – og det, vi ikke kan lade være med at tro på.
-
Det handler om bøn denne 5. søndag efter påske. Som Jesus siger til disciplene, skal der nu komme en tid, da de skal bede i hans navn. Men hvad vil det sige? Er det også en kamp for at finde mening, for at opnå Guds velsignelse, ligesom vi i den gammeltestamentlige læsning hører, at Jakob kæmper for at få? Morten Krogh Nielsen, sognepræst i kirken i Hinnerup, Favrskov taler med Katja Stritzinger, der er sognepræst i Skt. Andreas og Lem Kirker, Randers, om at bønnen er det sted, hvor vi lader Gud komme til.
-
Hospitalspræst i psykiatrien ved AUH, Carsten Clemmensen, er gæst hos sin kollega Lene Wagner. Sammen taler de om Johannes 16,5-15, der er prædiketekst til 4. søndag efter påske, og om de perspektiver teksten kaster over livet som psykiatrisk patient. Overvejelserne samler sig under overskrifterne fortrøstning, forandring og frisættelse. Tankerne går også i retning af modsætningsforholdet mellem på den ene side kravet om forandringsparathed og troen på udvikling i samfundet og på den anden side tekstens mere åndelige forståelse af forandring og udvikling
-
Kan præsten puste ud, mens menigheden er på job? Er der noget vitalt på spil i en tekst, som rummer øgleyngel og øksehug, men ikke Jesus? Skal vejen til ”almindelig bods- og bededag” beredes gennem tradition eller innovation? Har vi brug for at folde hænderne efter Putin, Xi og Trump? Spændende perspektiver og naturligvis et hip fra Kaj Munk i denne samtale om teksten til bededag og bøn, bod og hveder mellem Christian Grund Sørensen, sognepræst i Romdrup-Klarup og gæsteforsker på Kaj Munk Forskningscentret, AAU og Søren Dosenrode, der er forskningsleder samme sted og sognepræst i Brønderslev-Serritslev.
-
Det handler om tid, om nærvær, om fødsel og om Helligånd i denne samtale om teksten til 3. søndag efter påske mellem sognepræsterne Dorte Dideriksen, Bredballe, og Tove Bjørn Jensen, Nørremarks Sogn. Samtalen handler også om, hvordan man kan bruge evangelieteksterne i sjælesorgssamtaler og tale sjælesørgerisk i sin prædiken – og om at sætte tid af i sin prædikenskrivning til at meditere over teksten.
-
'Kald det kærlighed' var der engang en popsang, der hed. Får har brug for at blive nusset om og kælet med. Som hjordens flok bræger vi i kor, men uanset om det er hyrden eller fårene der kalder på os, reagerer vi på kaldet, stemmen, relationen. Lyden resonerer i os. Gud viser sig som både får og hyrde i dagens tekst 2. søndag efter påske, udtryk på fornemste vis i billedet 'Det mystiske lam' som ses i Gent. Et menneske-ansigt er projiceret ind i lammet, der med et cool udtryk lader sit blod flyde ud til menigheden. Ina Balle Aagaard, Hospitalspræst OUH, taler med sognepræst Kristian Ditlev Jensen, Kværndrup.
-
Hvem er Thomas? Hvem er hans tvilling? Hør om Thomas’ to genkendelige sider i samtalen mellem Søren-Herluf Mohr Sørensen, sognepræst i Fraugde-Allerup-Davinde,og Lene Kjemtrup Christensen, Korup Sogn. Det handler også om gudstjenestefællesskab, fred og fremtidstro, og om at der ikke kan synges Kingo hele tiden, selvom vi er i Fraugde.
-
Kan håbet være med på vandring? Disciplenes landskab er blevet til sorgens landskab. Deres liv er blevet til to spor. Jesus er opstanden, har nogen sagt, men er han det også for de to, der vandrer mod Emmaus? Bag dem er bristede drømme, og fremtiden ligger i ruiner, men så brydes brødet og noget så hverdagsagtigt som at spise sammen vækker ny indsigt. Det kan være livsomvæltende at møde en medvandrer på vores vej. Lyt med, når sognepræsterne Rikke Graff, Sønderby-Kærum og Rikke Gotfredsen Jordløse-Haastrup udlægger evangeliet til 2.påskedag.
-
Kan påskedag åbnes ved hjælp af en kurv fuld af søm og knækkede æggeskaller eller ved at betragte prædikenen, som om man skulle lave en udgave af Illustreret Videnskab? Tag med sognepræsterne Rikke Gotfredsen, Jordløse og Haastrup og Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup og Øster Skerninge ind i en samtale om både den daglige opstandelse og den fremtidige kødets opstandelse, og om den gave, det er at vågne til en ny dag, fordi der var én, der gik i mørket for os.
-
Langfredag vælger langt de fleste præster landet over at holde en såkaldt ’liturgisk gudstjeneste’, hvor man lader passionshistorien, salmer, bønner og musikken stå alene, mens man sløjfer prædikenen. Men det er synd. For langfredag af alle dage, bør man prædike. Det mener sognepræst Line Nissen fra Sct. Jørgens Kirke i Svendborg, som i dette afsnit af Prædiken på vej taler med sin kollega Thomas Neergaard, der selv finder det svært at prædike, når det glædelige budskab umiddelbart ikke er til at få øje på. Men måske er pointen med langfredag netop, at vi for en gangs skyld skal turde blive i meningsløsheden, mørket og uretfærdigheden med visheden om, at Gud også er der, hvor vi ikke kan se ham.
-
Vi drages alle af at være en del af et fællesskab, og samtidig kan vi være dem, der ender med at slå skår i selvsamme fællesskab. Camilla Valentinussen Hou, der er sognepræst i Veflinge og præst på Hospice Fyn besøger sognepræst Lotte Zarlang, Søndersø og Skamby, til en samtale om skærtorsdags ikoniske tekst. Rundt om bordet brydes den gode stemning, og bestik og kæber tabes. Alle er under mistanke. Og alle er velkomne i det nådefulde fællesskab med og i Kristus – både synderen og dydsmønsteret.
-
Det første afsnit i den nye sæson af podcastserien Prædiken på vej vil pege på, at palmesøndag er en hyldest til det stille mod. Det stille og beslutsomme mod, der tør handle i en tid fyldt af frygt. Fra Jesus' stille mod bevæger samtalen sig til søndagens gudstjeneste, hvor menigheden bliver til et med flokken af alle dem, der palmer Jesus. Vi har ikke modet selv, men får det måske i mødet med ham, så vi kan komme op på æslet og bringe evangeliet ud i verden. Camilla Balslev Fage-Pedersen, sognepræst i Vor Frue, Odense taler med sognepræst i Paarup Lasse Rødsgaard Lauesen
-
Der er en særlig cirkularitet i teksten, der svinger mellem det mulige og det umulige. Den ”Højestes kraft” kan i moderne ører lyde, som om vi taler om Darth Vader. Men vi kan sætte navn på, når det umulige sker, at Guds søn bliver menneske, siger provst i Gentofte provsti Yvonne Alstrup i denne samtale med sognepræst i Virum Charlotte Dyremose. Gud baner sig vej ind i Marias liv på en meget bogstavelig måde, og prædikenens opgave må være at vise vejen til at se, hvordan Gud både kan og vil bane sig vej ind i vores liv – også når vi ikke kan hverken se eller mærke det. Samtalen kommer også omkring en opfordring fra Kierkegaard og en bøn om at Gud må give os nye begyndelser, når skidtet skrider sammen.
-
Studenterpræst Nicolai Halvorsen har inviteret sognepræst i Trinitatis Kirke, København, Erik Høegh-Andersen til en samtale om prædikenen til midfaste søndag. Det handler om det underfulde i livet og i Johannesevangeliet, hvor bespisningsunderet viser sig ikke bare at være noget exceptionelt, men en erfaring vi kan gøre fx når samværet ved en fest pludselig vender fra det fastlåste til det forløsende, gode fællesskab. I denne tid, hvor meget ser dystert ud, er der håb i, at der findes sådanne sociale ”tipping points”. Det er åndens virksomhed i det legemlige, som trækker tråde tilbage til både Grundtvig og Luther.
-
Fastelavnsboller, japansk kintsugi-keramik, barndommen med papmaché i farmors lejlighed og dæmoner som noget konkret eller en social konstruktion. Trine Vestersøe, sognepræst i Helligåndskirken, og Morten Sternberg, Sydhavn Sogn, kommer vidt omkring i samtalen om teksten til 3.søndag i fasten. Kom med en tur ind på pulterkammeret over Frederiksholm kirke, hvor Trine og Morten har søgt tilflugt for at få fred til at optage denne uges udgave af Prædiken på vej.
-
Det handler om tro, tillid, dåb, om at være Guds barn, om de sidste tider og håb i samtalen om 2. søndag i fasten mellem Mads Davidsen, biskop i Fyens Stift og Lene Kjemtrup Christensen, sognepræst i Korup. I mødet med en kanaanæiske kvinde lærer Jesus noget om sig selv og om tro. Og så er der også Thessalonikerbrevet, hvor der kan hentes masser af muligheder for at prædike et modbillede til dystre tider.
-
Jesus møder fristeren med sin sårbarhed, ikke med magt. Fristelsen i ørkenen handler om at tage det svære valg, siger Theodora Nathan Harbsmeier, sognepræst i Præstevang, Hillerød (foto) i denne samtale med domprovst i Helsingør, Eva Tøjner Götke om teksten til 1. søndag i fasten. Er det den dåb, han lige har modtaget, der giver ham styrken?
- Laat meer zien