Afleveringen
-
Det stod ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive klima-aktivist. Men efter hede-sommeren 2018 kunne jeg ikke længere se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde noget.
Og jeg gik til det med den samme mål om at vække begejstring, mod, engagement og handlekraft, som jeg har gjort i de andre fællesskaber, jeg har været engageret i.
Men klimakrisen rummer noget større og dybere, som ikke er så let bare lige at løse. Og jeg opdagede efterhånden, jeg ikke bare kunne give det et lille positivt twist til sidst. Det var sorgen over at kigge tilbage og opdage alle tegnene på, at denne krise hele tiden har været der. At se alle varslerne, som jeg ikke før havde opdaget eller forstået. Og se, at den stadigvæk fortsætter, trods alt hvad vi gør.
Hvad kan man gøre med denne sorg? Man kan skrive en sang om den.
Det gjorde jeg.
For kan man møde og acceptere sorgen, kan det faktisk vise sig, at der er noget lys på den anden side…***
Dette afsnit er bygget på en morgensamling, som jeg holdt på Vallekilde Højskole fredag d. 4. oktober 2024, hvor sangen “En sorg uden krop” fik sin debut som fællessang.
Jeg får sagt, at jeg har skrevet tre bøger. Det er en tilsnigelse. For to af bøgerne har jeg skrevet sammen med min gode Borgerlyst-makker og mange-årige medkumpan Nadja Pass. Det er:
Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen
Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak.
Den sidste bog er Følelsen af demokrati, der udkom i eget navn i 2023.
Rowen White er en Mohawk frøsamler og historiefortæller bosat i Californien. Citatet, jeg læser op, kommer fra Prentiss Hemphill’s interview med Rowen fra Hemphill’s podcast Finding Our Way.
Den afsluttende sang hedder “En sorg uden krop”, med tekst og musik af Andreas Lloyd og Anders Greis. Indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.Her er sangteksten:
Himmelen er slukket nu, tavsheden gror
Sidder her alene midt i skyggernes flor
Jeg længes efter lyset, der kan varme min kind
Men jeg mærker bare mørket trænge sig ind
Den æder mig op
Den æder mig op
Ophobet, betændt
Omsider erkendt
Den æder mig op
En sorg uden krop
En sorg uden krop
Længe, lidt for længe har jeg holdt igen
skubbet det fra mig uden at vide hvorhen.
Rapporter og prognoser gør det nok så klart
Men min krop kan ikke føle grafernes fart
Den æder mig op...
Dette sår det findes kun her i mit hoved
Mærker ikke alt det, som jeg lige forstod
Vi æder Jorden under os, det æder mig med,
Endnu kan jeg intet føle, trods alt, vi ved
Den æder mig op...
Sørger over noget, der aldrig var mit
Løftet om et fremskridt, der er gået for vidt
Jeg ved, at jeg bør kæmpe, men hvad kan jeg gør’?
Jeg har mest lyst til at skrige. Højt, hvis jeg tør
Den æder mig op...
Hvad hvis vi er mange fler’, fler’ end vi tror
Sammen om en smerte, som er helt tom for ord
Vi mærker samme længsel og et spinkelt mod
Hvis bare vi turde gribe om nældens rod
Den æder mig op...
Rødhalsen, den kalder i nymånens skær
synger ufortrødent, den kan ikke la’ vær’.
Jeg synger stille med, vi finder sammen hjem
For en ny dag gryr først, når vi kalder den frem
Den æder mig op
Den æder mig op
Ophobet, betændt
Omsider erkendt
Nu kigger jeg op
Ser solen stå op
Ser solen stå op
***
Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.
This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk -
“Der er ingen ånd tilbage i landbruget længere,” sukkede den gamle æble-avler til mig. Han fortalte, at han i løbet af et år fik besøg af 15-16 forskellige kontrolinstanser, og dertil kom de 20-30 forskellige egenkontrolrapporter, som han skulle udfylde online.
For ham er alle disse regler udtryk for, at mange landmænd har så lidt føling med jorden, at de ikke kan mærke lovens ånd, men kun forstår at rette sig efter lovens bogstav.
Men hvad er det for ånd, som han mener, at der mangler?
Det handler dette afsnit af Rodfæste om. Afsnittet bygger delvist på klummen “Hellere ånd end regler” som jeg skrev til Dagbladet Information i maj 2014.
Læs mere om Københavns Fødevarefællesskab på kbhff.dk
Den japanske ‘bordbøn’ hedder Itadakimasu. Du kan læse mere om udtrykkets historie og betydning på Wikipedia.
Den afsluttende sang er “Hændernes arbejde”, der er skrevet og komponeret af sangskriverne Magma Rea og Agnes Ea. De er begge medstiftere af foreningen EKKOSYSTEM, der arbejder for at udbrede økologisk bevidsthed, regenerativ praksis og politiske utopier gennem musik.
Læs mere om Ekkosystem på ekkosystem.dk
Læs mere om Magma Rea og find hendes musik på hendes Instagram.
Læs mere om Agnes Ea og find hendes musik på hendes Instagram.
Her er teksten til sangen:
Hænder
plukker
æbler her
Taler med dig
gennem æbletræer
Hændernes arbejde, når vi plukker
æbler, sorteret i kasserne
på 11 hektar, 38 sorter
går på hver side af rækkerne
Hånden er travl men mit sind kan flyve
du siger rækken blev plantet her
i 56, jeg er syvogtyve
Føler mig ung som et tyttebær
Blomsterne skyder i midtergangen
Dækket beskytter den bare jord
som træer om marken, når vinden trækker
skaber et læ og et fuglekor
Hundrede kasser hængt i plantagen
alt det der lever er flyttet ind
et læhegn, en stamme med dybe huller
bien der sætter sig på min kind
This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk -
Zijn er afleveringen die ontbreken?
-
Efter flere års tilløb springer Rodfæste ud som en podcast. Hvert afsnit er en lille morgensamling – ligesom på en højskole. Her udforsker jeg, hvordan vi kan lære at genbebo og drage omsorg for vores landskaber: Hvordan vi kan finde vores rodfæste.
Mit mål er, at Rodfæste bliver en lille åndelig tankstation, hvor du kan komme ind, når du føler dig langsom, og få en fortælling, en tanke og en sang med på vejen.
I dette første afsnit fortæller jeg om baggrunden for Rodfæste – og den umiddelbare, personlige årsag til, at jeg starter denne podcast netop nu.
Hvert afsnit afsluttes med en sang. Denne gang er det sangen “For vist vil de komme.” Sangen er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen og komponeret af Bent Fabricius-Bjerre. Sangen spilles og synges af pianist Rasmus Skov Borring og sangerinde Julie Maria. Sangen kan findes som nummer 167 i den seneste udgave af Højskolesangbogen og på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=NU-hp46TAqo
Stor tak til Rasmus Skov Borring for tilladelse til at gengive sangen her.
This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit www.rodfaeste.dk