Jeg fortæller om den anden virkelighed, den indre virkelighed. Den virkelighed, som livet udspringer fra og formes fra. Skal knuderne i dit liv løses og vikles ud, må du ind imellem tage fat i din indre virkelighed for at finde svarene.
Jeg er uddannet fysioterapeut og før det civiløkonom. Jeg har skiftet spor mange gange og fulgt min sjæls kald, selv om jeg ikke altid har vidst, at det var dét, jeg gjorde, men først har kunnet se det i bakspejlet.
Sideløbende er jeg blevet oplært som Vølve af en lang linje af kvinder og mænd, der har været dedikeret til den indre virkelighed og urkraft. Det har været mennesker, som har kunnet se og sanse andre virkeligheder og kender til shamanens, seerens, fortællerens og vølvens veje og verdener.
Det er en oplæring, som har strakt sig over mange år, og som nok aldrig slutter, idet den er cirkulær og væver sig ind i livet. Det er en visdom, som findes i naturen, i månens faser og årstidernes cyklus.
Den er forbundet til et indre univers. Den indadvendte, lyttende, modtagende side, forbundet med sjælens og langsomhedens sprog.
I den visdom ligger spiritualiteten som en ’ind i kroppen oplevelse’, hvor vi møder os selv og skabelsen med ubetinget venskab og kærlighed. Fra det felt væver vi igen og igen forbindelsen til Skabelsen og hengiver os til oplevelsen af, at alt liv er forbundet og lader handlinger springe fra den indsigt og virkelighed.
www.TanjaEskesen.dk