Later beluisteren
-
Tillykke til Thomas Helmig og de 55 år og velkommen til Fedeabes Fyraften Special - en gennemgang af de 40 fedeste sygdomme (altså ikke fede fede, men spændende og markante) orkestreret, udvalgt og fremlagt af museumsinspektør på Medicinsk Museion i København, Malthe Boye Bjerregaard.
På listens nummer 36 findes vi den første infektionssygdom, gul feber. Mennesker, der er syge med gul feber, kan ikke smitte andre mennesker (medmindre man er en myg), en viden som man nåede frem til gennem nogle af lægevidenskabens mest ulækre eksperimenter, der blandt andet inkluderede meget tæt omgang med smittede patienter, små snitsår som der blev gnubbet opkast i, opvarmning af opkastning og indåndning af dampene og til allersidst fortæring af syge patienters opkast. Fedeabe runder punkt nummer 36 af med at stille det spørgsmål, som vi alle vil stille: findes der andre former for farvet feber?
På nummer 35 har vi paradentose, én af de sygdomme, som Fedeabe allernødigst ville have, men det hænger også sammen med en hændelse i fjerde klasse.
Nummer 34 er mavesår, en sygdom som Fedeabe forbinder med gamle dage og gamle stressede mænd. I virkeligheden er det en særlig bakterie, der laver mavesår - en opdagelse som blev gjort, da Barry J. Marshall påførte sig selv et mavesår ved at spise bakterien og heldigvis blev belønnet med en nobelpris.
Nummer 33 er autoimmune sygdomme og allergier, som er yderst aktuelt den dag i dag. På listens nummer 32 finder vi mirakelmidler, som egentlig ikke er en sygdom, men som bestemt lover mere end de kan holde, og sidste punkt i denne udsendelse bliver nummer 31, irriteret tyktarm, som Fedeabe antager er en kvindeting, men måske er det fordi kvinder er bedre til at tale om deres fordøjelse. Man kan ikke tale om irriteret tyktarm uden at nævne den danske stuntmand Stig Günther, der spiste piller med sin egen afføring for at kurere sig selv, og på den måde kan det vist konkluderes, at fællesnævneren for denne episodes sygdomme er, at folk indtager klamme ting for at blive klogere på kroppen.