Afleveringen
-
Med Sacré-Coeur som bagtæppe og Montmartre som slagmark fik vi et sidste brag af en fest i Tour de France anno 2026. Touren er forbi, og vi må vente et helt år, til verdens største cykelløb igen skal tryllebinde os.
Her, 24 dage efter vi sad på tagterrassen i Barcelona og lavede optakt til løbet, sidder vi nu på et hotelværelse i lufthavnen og kan i stedet samle op. På Mads Pedersens mageløse ridt, der har sikret ham en plads i historiebøgerne. På altdominerende Pogacar, som nu er på niveau med de allerstørste i tour-sammenhæng, men ikke ser ud til at stoppe her. På de mange ryttere, der har underholdt os gennem alle 21 etaper, og selvfølgelig på vores egen færd igennem det franske land.
Velkommen til en sidste tur med kliken. Au revoir og tak, fordi I har været med på rejsen.
NB: Tyvstart holder en lille sommerferie herefter, men vi er tilbage med alt det bedste fra sportens verden mandag d. 17. august.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Vi er på ALPEN. Bjerget alle cykelfans drømmer om at besøge. Alpe d'Huez. Sikke en dag. Mads Pedersen gjorde endnu engang det vilde og gik på pointhøst og fører nu med så meget, at det næsten er sikkert og vist, at han ender med den grønne trøje i Paris.
Dagens program er optaget i en decideret danskerlejr, og humøret er højt. Skjelmose overhalede Ayuso. Vi snød os til en perfekt evakuering i går, og turen herop gik uden problemer. Der er dog én ting, der kan få humøret til at falde en smule: de mange tilskuere, der opfører sig dårligt langs siden af vejen.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Zijn er afleveringen die ontbreken?
-
Fra asken til ilden. Mads Pedersen svarede lynhurtigt igen på den pointmæssige knytnæve, som Jasper Philipsen sendte i hans retning i Voiron, ved endnu en gang at udbygge sin føring i kampen om den grønne trøje.
Mens vi har første parket til en fransk betjent, der styrer trafikken med hård hånd, taler vi endnu en gang om Mads Pedersens vanvittige niveau. Men i bilen er der tvivl om, hvorvidt han skal fortsætte jagten på point i bjergene eller begynde at spare på kræfterne.
I dagens program forsøger vi at tage jer helt med bag om logistikken i Touren: rytternes uglamourøse vej til bussen, teknikernes spartanske levevilkår og den interne rangorden, når det gælder om at komme væk fra et bjerg efter målgang.
Derudover får vi Hausborgs seneste enetale om traditionelle hotelværelser kontra det moderne alternativ. Og så får podcasten en pludselig afslutning!
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Det var så tæt på. Vi kunne se det for os. Mærke det i luften. Mads Pedersen i den grønne trøje i Paris. Men nu får vi spænding helt til det sidste. Den danske superstjerne var ellers her, der og alle vegne på 17. etape, men det endte med at blive den store konkurrent Jasper Philipsen, der løb med etapesejren og, vigtigere endnu, de mange point.
Det skal jo ikke være cykelløb det hele. Vi giver også en førstehåndsberetning fra den klassiske tourby Gap. Hausborg prøver et sydkoreansk koncept af, som han mener "alle de unge elsker", og så får I svaret på, hvorvidt det lykkedes at få gedde i karry på menuen i går.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
ER. DU. VANVITTIG. Sikke en monsterpræstation af Mathias Skjelmose. Det var lige, hvad vi havde brug for på bagkant af en hviledag med Vingegaards styrt i baghovedet. Enkeltstarten blev et drama uden lige, og selvom podcasten endnu en gang bliver optaget i en kø.
Du kan også få en forsmag på, hvordan Hausborg agerer i trafikken, når tingene går ham imod. Og så slutter vi med en cliffhanger, der omhandler en gedde. Ja, fisken.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Sikke en helt igennem elendig dag. Vingegaard var på vej i offensiven, og nu får vi aldrig at se, om han kunne have overrasket Pogacar og snuppet en etapesejr.
På en balkon i Alperne lader vi chokket bundfælde sig efter dagen, hvor Touren tog en helt anden drejning. Vi tillader os at dvæle lidt ved smerten over at have mistet vores danske helt - og så til et så unødvendigt styrt.
Men vi må også op på hesten igen. Vi ser nærmere på alle de dramaer, der stadig venter i løbets sidste uge. The show must go on.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Dagene ligner på mange måder hinanden efterhånden. Pogacar sætter et angreb ind. Vingegaard taber tid. Vi sidder i kø. Således også situationen her på Le Markstein, hvor 14. etape er lige overstået, og vi sidder i bilen og afventer en tur ned ad bjerget.
Humøret bliver ikke bedre af, at vi netop har fået nyheden om, at Anthon Charmig er udgået efter at have misset tidsgrænsen. Det eneste, vi efterhånden kan varme os på, er et minde fra elevatoren på gårsdagens hotel.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Knap er vi kommet i gang med dagens program, før rytterne fra Jayco AlUla vælter ind på hotellet til jubel fra holdets ansatte. Mauro Schmid blev dagens mand i skysovs, da han snuppede etapesejren i Belfort på 13. etape.
Mens champagnen findes frem, diskuterer vi Lidl-Treks fejldisposition, Mads Pedersens feberredning og betydningen af at vinde en etape i verdens største cykelløb.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Massestyrt og brækket kraveben. Der var (lidt for) meget drama i slutningen af 12. etape, som ellers i lange perioder havde været noget af en langgaber. Trygt tilbage på hotellet giver vi et direkte indblik i, hvad et Tour-hold gør, når de kommer frem efter en etape. For vi bor nemlig sammen med Tudor-mandskabet.
I dagens program får du også den meget vigtige forklaring på forskellen mellem boules, petanque og boccia samt historien om, hvordan en salatdressing fra slutningen af 90'erne bestemmer, hvor vi skal spise i dag.
Og så er det vigtigt at nævne, at Emil efter optagelsen af podcasten slog Hausborg 3-1 i petanque. -
Touren er norsk. Søren Wærenskjold gjorde det næsten umulige og snydte de etablerede supersprintere på målstregen på 11. etape. Nordmanden fortsætter dermed triumftoget for det norsk-danske mandskab, som også kunne prale af endnu en rytter på podiet i Nevers - nemlig programmets favorit, Anthon Charmig. Hausborg fortæller om sit interview med den hårdtarbejdende aarhusianer og kommer samtidig med en opsang til moderne hotelværelser.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Det er Bastilledag. Det er dagen efter en hviledag. Og så er det endnu en dag, hvor Pogacar stjæler alle overskrifterne.
Sloveneren i den gule trøje udbyggede sin føring med næsten et minut efter endnu en imponerende solopræstation.
Men selv om det naturligvis ikke er drømmescenariet set med danske briller, er der stadig meget at lade sig imponere af. Vi vender favoritkampen, danskerne og ikke mindst den hårde start efter hviledagen.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Fra et vaskeri i udkanten af Clermont-Ferrand varmer vi op til hviledagen ved at lufte vores beskidte undertøj. Der er uenighed om, hvorvidt man kan dele en tørretumbler - og måske endnu mere nærliggende, om dagens etape var en fuser eller ej.
Vi samler op på de første ni hæsblæsende dage. For det kan godt være, at det ser svært ud med en dansker i den gule førertrøje. Men løbet har givet os så meget mere. Baptiste Veistroffer og den falske Liam Neeson for eksempel.
Inden tøjet er tørt, når vi også at kigge frem mod den kommende uge. En vigtig uge for Mads Pedersen i kampen om den grønne trøje.
Vi er tilbage tirsdag. Nyd hviledagen.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Kom med på første række, mens vi lever med konsekvenserne af en dårlig logistisk beslutning. I køen på vej ud af Bergerac taler vi om den tilsyneladende uovervindelige Tim Merlier, som nu har vundet to etaper i træk. Det begynder at skabe problemer for Mads Pedersens kamp om den grønne trøje.
Derudover får vi breaking news, mens vi optager. På grund af den ekstreme varme er der nemlig blevet lavet om på 9. etape til Ussel.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Humøret er lavt i bilen på vej ned ad E7 mod Bordeaux. Efter Tourens første store bjergslag er rollerne klart fordelt. Tadej Pogacar fremstår som den altoverskyggende favorit, mens Jonas Vingegaard er henvist til rollen som løbets næstbedste rytter. Er Touren allerede afgjort?
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Så er det nu! Torsdag venter det første store bjergslag, hvor vi regner med at se Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar folde sig ud mod hinanden. Vi kigger frem mod turen op af Tourmalet, der kommer til at give os mange svar på, hvordan resten af touren kommer til at forløbe.
I anden halvdel af programmet er der hul igennem til vor mand i Amerika. Andreas Kraul er med fra L.A., hvor han giver os et lynhurtigt overblik over de fire kvartfinaler ved VM i fodbold. -
Sikke en sejr! I Foix' bagende hede satte Mads Pedersen alle de andre udbrydere fuldstændig til vægs og sikrede sig karrierens tredje Tour-sejr i overbevisende stil. Lidl-Treks mesterværk på fjerde etape bliver vendt og drejet, mens vi er på landevejen et udefinerbart sted på vej mod Pau.
Derudover får du den (knap så) dramatiske fortælling om vores møde med løbsdirektørens bil nummer 1 og et kig frem mod onsdagens sprinteretape.
Husk, at du kan høre femte etape i radioen eller i appen DR Lyd i Touren på P4.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
En verdenspremiere! Måskei. Dagens program er optaget i en stolelift på vej ned fra toppen af Les Angles. Vi vender dagens spurt, hvor Vingegaard igen havde problemer med Pogacars power, hvilket betød, at han mistede den gule førertrøje.
Men vi må op på hesten igen. For allerede tirsdag er der mulighed for dansk succes.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Jonas Vingegaard tabte 6 sekunder til Pogacar på anden etape af Tour de France, men det til trods er det ikke sure miner, der præger programmet. For Isaac del Toros sejr har sat gang i noget hos Morten Hausborg, som han ikke kan slippe igen.
Der er også en direkte linje til USA, hvor stemningen bliver aldeles løssluppen, og en af sportens helt store klichéer bliver bragt i spil af fodboldkommentator Mathias Jacobsen.
NB: Efter programmet blev optaget, er det blevet meldt ud, at tredje etape af touren bliver kørt uden tilskuere på den franske side. Den del bliver derfor ikke diskuteret
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg
Gæst: Mathias Jacobsen -
Han gjorde det! Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike kørte et perfekt holdløb og har nu, for en stund, sikret sig overhånden over forhåndsfavoritten Tadej Pogacar. Fra en skyggefuld plads i Barcelona kigger Emil Schiønning og Morten Hausborg tilbage på første etape af årets Tour de France. Hvor meget ændrer det her ved favoritværdigheden, og er den dynamiske duo kommet helskindet igennem de første strabadser? Sidst, men ikke mindst, er der et kig frem mod søndagens etape, hvor det hele står til at kunne eksplodere igen.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg -
Vi kan allerede nu sige hola fra Barcelona, hvor Emil Schiønning og Morten Hausborg har indfundet sig på hotellets tagterrasse med udsigt over Middelhavet. Her ser de frem mod den kolos af et cykelløb, der venter i de kommende tre uger.
Man kan godt tillade sig at drømme om et spændende Tour de France. For selv om Tadej Pogacar er storfavorit, og Jonas Vingegaard måske står over for sin overmand, tyder alt på, at årets udgave bliver langt mere spændende end de to foregående år.
Værter: Emil Schiønning og Morten Hausborg - Laat meer zien